Sommer i Provence

Min mand og jeg har været i Provence for mange år siden (læs: 18 år) og jeg husker det, som en af mine bedste ferier.

Godt vejr, god mad og drikke, smukke lavendelmarker og en masse kærlighed og bilkørsel skrålende til Madonnas seneste CD, Ray of Light, på repeat.

Vi kørte de 1.800 km der ned og hjem igen. Med overnatning i München. Vi var unge og det føltes nemt og godt.

Vi boede dengang i Aix en Provence på et lejlighedshotel. Det sted findes ikke mere.

Vi spoler frem til 2017.
Sommer i Provence. Ferien skulle igen holdes i Provence. Nærmere betegnet Cote d’Azur. Vi ville køre derned igen, men da vi fandt ud af, at det for os var optimalt med 3 overnatninger på vej derned og igen hjem, så ville vi nærmest have brugt en uge på at køre. Dét er vi altså for gamle og magelige til og at hive en hel uge ud af ferien til kørsel, det dur altså ikke.

Det skulle være en stille og rolig ferie med en bog, solsenge, aperol og pool. Det blev det heldigvis også.

Flybiletter. Der blev booket flybilletter nærmest i sidste øjeblik. Det blev dyrt. 15k. + 1000 kr. for hunden. Katjiiing. Book i ordenlig tid og kom billigere afsted. Det er nok et af de bedste råd.

Vi startede ud med at tjekke hoteller, men kunne ikke finde det optimale. Derfor valgte vi at kigge på AirBnB og det skulle vise at være det bedste vi kunne gøre. Det her kommer til at lyde som reklame, men det er det ikke. Men AirBnB, tag dette ad notam 😉

På hjemmesiden kan man lave mapper med de forskellige boliger man kunne tænke sig. Klart man kan bruge mapperne som man har lyst, men det var altså førstnævnte vi brugte det til.

Vores endelige mappe bestod af 7 huse.

  • Det skulle være stort.
  • Der skulle være en god pool.
  • Der skulle være en fantastisk udsigt.

Det var vores datter og jeg der fandt husene og min mand måtte bestemme, hvilket et af husene det skulle være.

Han valgte det absolut bedste.

Det var vores første gang som lejere og det viste sig også at være husets udlejeres første gang.

Vi mailede lidt frem og tilbage med dem og blev enige om en pris. Normalt prutter man ikke om prisen, men går den så går den.

Via adressen kunne jeg ikke finde noget hus på Google Maps og jeg var ved at skide grønne grise. Jeg kan ligeså godt være ærlig 😐

Med gps-koordinaterne så var der et hus på grunden, men jeg nåede da lige at lave et panikopkald til AirBnB som lovede mig et andet og mindst ligeså godt hus, hvis vi blev snydt.

Dét gjorde vi ikke.

Billederne af huset var totalt underspillet. Det var det vildeste hus i to etager i en by der hedder Les Issambres. 3 toiletter og 2 badeværelser, 8 sovepladser og et lækkert stort køkken med mange flere køkkenmaskiner end hos os. En frikkin te-maskine havde de og vi fik te ad libitum.

Det er rimelig pænt, ik?

Ovenover er bilen parkeret. Bilen skulle naturligvis også have en god udsigt.

Tjek lige refleksionen øverst. Det er mine ben og ikke mine bryster 😉

Huset vi boede i lå på et mindre bjerg øverst med en masse huse omkring der minder om vores eget og det var en semi lang vej op til fra hovedvejen. Vejen snoede sig vildt og det gjaldt om at holde tungen lige i munden når man kørte bil.

Der er indkøbsmuligheder 10 minutter væk, sammen med både apotek og en masse små restauranter.

Byen vi boede i ligger mellem Cannes og St. Tropez. Begge to utrolig smukke og charmerende byer. Cannes er størst, men St. Tropez har lidt mere kærlighed og personlighed. Hvis man kan sige det om en by.

Cannes. Tror vores teen synes bedst om Cannes fordi der var bedst og billigst shoppingmuligheder, hvor der i St. Tropez kun er dyre butikker.

Vi var i Cannes en dag, hvor vi først spiste frokost på Armani Cafe. Det er helt klart børnevenligt og prisen er til den gode side, samtidig er der ikke sparet på kvaliteten.

Præcis som vi kan lide det. Turens første iskaffe blev indtaget her og det blev helt klart ikke den sidste på den ferie.

Derefter tog vi på shopping, kiggede på butikker og sluttede aftenen af med at se et fyrværkerishow.

Da vi ca. kl. 22 gik i parkeringskælderen for at hente bilen så vi kunne køre hjem blev vi spærret inde. Parkeringskælderen var nemlig lukket til kl. 24. Så kunne vi passende sidde og glo på hinanden… Der var jo ikke internet i sådan en kælder.

Parkeringskælderen ligger så centralt, at “den røde løber” man ser i tv under filmfestivalen var lige ovenpå.

Dagen efter hjemme, på Bastilledagen kunne vi fra vores eget hus se det smukkeste fyrværkeri. Billedet yder det dog slet ikke retfærdighed.

Der var fyrværkeri i to søjler som eksploderede synkront. Det var virkelig smukt.
Gorges du Verdon På en af vores andre udflugter kørte vi til Gorges du Verdon som er en kæmpe kløft oppe i bjergene med det smukkeste grønne vand.

Det tog ret lang tid at køre derop, men det er tiden værd. Turen er fyldt med udsigtspunkter og ret mange hårnålesving.

Når man kommer derop, så er der mulighed for at leje diverse både.

  • Vandcykel
  • Robåd
  • Lille båd med lille motor
  • Paddle boards

Man skal simpelthen unde sig en af de muligheder, for der er simpelthen så smukt.

Eneste minus er at her er mange mennesker. Det var der ikke for 18 år siden. Haha.

Husk en masse vand og solcreme!!!

Vores strand. Nede ved vores strand er der ret mange klipper, men man skal ikke mange meter væk for at finde sandstrand, men tjek alligevel lige udsigten her.

Her bliver man lige blæst igennem med 100 km i timen. Skønt.

I St. Tropez fik jeg ikke taget særlig mange billeder. I hvert fald billeder uden en egentlig sammenhæng. Der var kun designerbutikker, så det ud til og så en masse restauranter langs kajen.

Den by var lidt skør.
Alle uanset alder, var unge om aftenen. Vi så Janet Jackson, Donatella Versace, en ældre tennisspiller som holdt fødselsdag på den restaurant vi spiste 3(!) gange. L’Opera.

Her på L’Opera restaurant til sen frokost udenfor.

Der sker en masse rundt langs havnen, samtidig med at der er de vildeste yachts. De fleste er 10 gange større end vores store københavnerlejlighed. Det er sjovt at se.

Tror ikke små både må parkere i den havn haha.

Billederne her er en blandet omgang fra St. Tropez.

Okay, det er altså ikke ret gode billeder det her.

Chanel gemmer sig derinde.

En natklubrestaurant, Gaio, gør fronten klar til aftenens rykind, med smukke blomster. Jeg fik dem der arbejdede på det til at gå til side så jeg kunne tage billedet. Glemte stigen.

St. Tropez er smuk og familievenlig. Vi var der 3 gange og det er helt klart ikke sidste gang vi skal til den by. Jeg tænker dog ikke den er så småbørnsvenlig.

Fra Cannes

Langs hele stranden fra Cannes til St. Tropez er der en del små badebyer med alt hvad der tilhører. Vandsport og vandlege. Lige fra bananbåde, paddle boards, vandski, para sailing, jetski til helt almindelig strandleg med sandslotte, spande og skovle. Hvis man er til det, så er dette område virkelig fantastisk. Det var vi ikke til.

Vi var til en stille og rolig badeferie i vores egen pool og det var det vi havde.

Vi besøgte desuden en by der hedder Frejus, men den var altså for lille og var kørt igennem på 3 minutter. Så kørte vi videre til St. Raphael, den er lidt større og så har den en togstation. Juhuu… Vi stoppede og spiste en (elendig) is.

Videre. Til St. Maxime. Stor badeby, hvor vi fik lidt inspiration og jeg fik købt denne feriekjole.

Kjolen får jeg nok ikke brugt før næste år med det dårlige vejr vi har pt.

St. Maxime er en rigtig hyggelig badeby og den kan klart anbefales til alle aldre.

Planen hjemmefra var også, at vi ville se lavendelmarker. Jeg elsker nemlig lavendel. De blomstrer i fuld flor i juni og juli, men bliver høstet fra medio juli til medio august, så jeg synes vi var sent ude. Der var dog en udfordring og det er, at Provence er kæmpe stor og vi boede i Cote d’Azur og ville have 3 timers kørsel til den nærmeste lavendelmark og det gad vi simpelthen ikke. Det må vi gøre en anden gang.

Jeg drømmer om de lilla marker flere gange om ugen og tror, at jeg bliver gammel omgivet af lavendelmarker.

Til gengæld kørte vi til Aix en Provence på en søndag. BIG MISTAKE.
Underligt nok var der bygget så meget om og til, at vi næsten ikke kunne genkende byen og alt var lukket. Undtagen restauranter og det lille vejmarked.

Mor var skuffet!

Absolut fantastisk sommerferie og faktisk sluttede den ikke i Provence, for vi var lige hjemme og vende samt vaske tøj og så tog vi til Berlin.

Mit nye navn skal være Wanderlust.

Ditte

Følg alle min tossede ting her:

4 comments / Add your comment below

  1. Aj, et dejligt indlæg! Kunne næsten dufte sydfrankrig, så alle minderne væltede tilbage. Jeg var i Nice og St Tropez for præcis ti år siden, det var den vildeste rejse nogensinde! Ville så gerne tage tilbage – og dit indlæg har lige overbevist mig om, at jeg da sagtens kan tage min datter med derned om et par år 🙂

    1. Esme, det lyder godt mit indlæg har inspireret dig. Jeg elsker Sydfrankrig og håber det er der jeg bliver gammel. Engang.

Skriv et svar